I Kompetencecenter Stenløse arbejder vi for, at alle elever skal kunne trives og udvikle sig både fagligt, personligt og socialt. Vi har stort fokus på at give eleverne handlekraft og tillid til egne muligheder og vægter højt, at hver enkelt elev føler sig set og forstået. Vi samarbejder tæt med dig som forælder og med relevante fagligheder om en koordineret indsats, der passer til dit barn. Vi ser det som en fælles opgave at skabe de bedste rammer for dit barn – med dig som ekspert på dit barn og os som fageksperter.
ORGANISERING
Kompetencecenter Stenløse ligger på Lærkeskolen som en selvstændig afdeling med egne inde- og udendørsarealer. Vi følger Lærkeskolens kalender og har et tæt samarbejde med almenskolen.
Klasser
Eleverne går i små klasser, og i hver klasse går ofte elever fra flere klassetrin. Klasserne sammensættes ud fra alder og en vurdering af, hvordan eleverne fungerer bedst muligt sammen. Alle klasser har et fast team med lærere og pædagoger omkring sig, og vi har co-teaching som metode, hvor to-tre af klassens lærere og pædagoger har ansvar for at tilrettelægge undervisningen.
SFO og Klub
Der er mulighed for SFO og klub, og du vil høre mere om de konkrete muligheder.
Fast kontaktperson
I får en fast kontaktlærer eller -pædagog, som er særligt opmærksom på dit barns trivsel, og som står for kontakten mellem jer og skolen. Kontaktpersonen samler trådene, deltager i møder om dit barn og er den, du kan skrive til, hvis du har spørgsmål eller undrer dig over noget. Dit barn har ofte ’særlig tid’ med sin kontaktperson om, hvordan det går både socialt og fagligt. Vi har fokus på at gøre det til en hyggelig aktivitet, så det bliver en god oplevelse. Vi holder dig godt orienteret, og dit barns kontaktperson kontakter dig løbende for at følge op på trivsel, udvikling og begivenheder i hverdagen. Når dit barn er klar til det, inddrages han/hun mere dialogen mellem skole og hjem.
Specialiseret personale
Vi har pædagogiske vejledere, faglige vejledere og skolepsykologer ansat og tilknyttet, og vores pædagoger og lærere er i tæt kontakt med skolens andre ressourcepersoner om dit barns trivsel. Hvis det giver mening, og med forældresamtykke, er vi også i kontakt med fx dit barns psykolog, socialrådgiver mm.
Handleplan for dit barn
Vi udformer handleplaner for dit barn, hvor vi sammen med dig følger op både fagligt og socialt. Vi forholder os også løbende til dit barns muligheder for at vende helt eller delvist tilbage til almenskolen.
UNDERVISNING
Genkendelighed og variation
Alle kan lære - men det er forskelligt, hvordan man lærer bedst. Derfor veksler vi mellem klasseundervisning og at arbejde selvstændigt, i makkerpar og grupper. Dit barn kan også modtage 1:1 undervisning i kortere perioder. Undervisningen er altid både genkendelig og varieret. Fx indleder vi på samme måde hver dag, og nogle elementer går altid igen. Samtidig lægger vi forskellige aktiviteter ind i undervisningen og rykker gerne ud i naturen og de nære omgivelser. Vi kobler undervisningen til temaer fra hverdag og inddrager visuelle, praktiske og kropslige aktiviteter.
Idræt og bevægelse
Alle elever har idræt, klæder om og bader. Vi inddrager leg og bevægelse i alle fag eller som pauseaktivitet, fordi det stimulerer læring og klassens sociale samspil.
Skolehaver
Vores skolehaver giver plads til en anderledes skoledag under åben himmel. Det giver en varieret undervisning med forskellige deltagelsesmuligheder for eleverne. Her kan sanselig, praktisk og teoretisk viden smelte sammen og eleverne opnå praktiske færdigheder og faglig viden gennem virkelighedsnære aktiviteter.
Andre muligheder
Vi arbejder under folkeskolelovens krav med mål om 9. klasses afgangseksamen i fuld fagrække. Det betyder, at dit barn som udgangspunkt skal møde til undervisning i samme antal timer som i almenskolen. Der er mulighed for, at eleven også kan indgå i et eller flere fag i almenskolen, alt efter hvad der giver mening og er muligt for den enkelte elev.
TRIVSEL OG FÆLLESSKAB
Trivsel og læring er hinandens forudsætninger, og gode relationer og forudsigelige rammer er nødvendige for, at man kan udvikle sig både fagligt og socialt. Vi har fokus på at give vores elever større bevidsthed om egne evner og styrke deres selvværd og selvtillid. Vi arbejder med bl.a. Low Arousal-metoden (en ikke-konfronterende og stressreducerende tilgang) og positiv og tydelig klasserumsledelse.
Fællesskab og sociale kompetencer
Alle elever skal opleve at være både unik i fællesskabet og en del af en helhed. Vi har stort fokus på elevernes sociale kompetencer, og vi arbejder bl.a. med:
Sociale historier, tegneseriesamtaler, ’den kognitive diamant’ og belønningssystemer.
Tolerance og forståelse for hinandens forskelligheder sammen med en sund grænsesætning.
Følelses- og adfærdsregulering.
Vi støtter også eleverne i at bevare en tilknytning til deres almenklasse og deltager så vidt muligt i Lærkeskolens aktiviteter og traditioner.
Du er vigtig for fællesskabet
Børnene tager ved lære af os voksne, og derfor skal vi være gode rollemodeller. Som forælder kan du styrke fællesskabet i dit barns klasse ved at støtte op om alle børns deltagelse og trivsel ved sociale arrangementer, medvirke til god dialog med andre forældre og kontakte skolen, hvis du oplever udfordringer. Vi forventer ligeledes, at du orienterer skolen, om alt hvad der måtte være relevant vedr. dit barns faglige og sociale trivsel. Det giver os den nødvendige viden til at forstå eventuelle reaktioner hos dit barn.
DET PRAKTISKE
Mødetider
Undervisningen starter kl. 8.00 og slutter typisk kl. 13.30, 14.25 eller 15.20 alt efter klassetrin. Dørene åbner kl. 07.50, og eleverne må ikke komme ind i bygningen inden, undtagen elever i 0. - 3. klasse, som går i SFO. Der er faste voksne i klasserne til at tage imod eleverne.
Transport
Det er vigtigt, at dit barn øver sig i selvstændighed og lærer at transportere sig selv til skolen. Du kan ansøge kommunen om transport, hvis dit barn ikke kan transportere sig. Når dit barn er klar til det, vil vi sammen med dig understøtte ham eller hende i at kunne transportere sig selv.
Sund kost og energi
Indholdet i dit barns madpakke har stor betydning for, hvordan han eller hun klarer sig igennem dagen. Overskuddet til at lære, lege og håndtere konflikter er klart større, når blodsukker og energiniveauet er stabilt over hele skoledagen. Derfor har vi en sund kost-politik, og sunde madpakker er et fokuspunkt.