På Lærkeskolen arbejder vi hver eneste dag med at skabe trygge og udviklende læringsmiljøer, som udvikler børnenes personlige, sociale og faglige kompetencer. Vi støtter børnene i deres trivsel både i skolen, SFO´en og klubben. Vi tilstræber et imødekommende miljø, hvor børn, forældre og medarbejdere har en god tone imellem sig, og alle føler sig set og mødt. Vi ved, at den gode relation er en forudsætning for både faglig og social læring, og derfor prioriterer vi, at alle bevidst arbejder med dette. Vi ser det som en styrke, at Lærkeskolen er en stor sammenhængende skole med faglig bredde og med plads til forskelligheder blandt børn og voksne. Vi arbejder på at skabe trygge miljøer for alle børn og sikrer, at alle har tilhørsforhold til egen afdeling (indskoling, mellemtrin, udskoling og kompetencecenter). Her vil vi gerne have, at børnene lærer, at mennesker er lige meget værd, selvom vi alle er forskellige. Det er vigtigt for os, at alle er en del af et forpligtende fællesskab, så vi får glade børn i trygge rammer.
Lærkeskolen er en fagligt ambitiøs skole, og vi bestræber os på at udfordre alle børn, så de hver dag oplever, at de lærer nyt. Vi er en engageret og imødekommende medarbejdergruppe med stor kompetencerigdom og god energi, hvor alle medvirker til, at børnene udvikler sig til livsduelige og demokratisk dannede mennesker, der er i stand til at skabe sig et godt og sundt liv. Forældresamarbejdet bygger på gensidig respekt og god dialog, og vi inddrager forældrene i et forpligtende samarbejde omkring børnenes udvikling. Vi ser forældregruppen som en ressource i arbejdet med børnenes sociale relationer. Motion og bevægelse er en del af alle børns hverdag og tilgodeses i undervisningen. Idrætsarrangementer prioriteres højt, og her på skolen har vi mange og gode idrætsfaciliteter. Vi lægger vægt på, at børnene udfolder sig gennem billedkunst, design, musik og drama. Vi kan se, at vi lykkes, når vi oplever glade, kreative og eventyrlystne børn, der trives og udvikler sig fagligt og socialt i fællesskaber.
Lærkeskolens kernefortælling kan downloades som PDF, ved at klikke på nedenstående link: